Hvis en, du elsker, var så udmattet, at hun ikke havde mere at give af, ville du se det, før hun overhovedet sagde et ord. Du ville lægge mærke til, hvordan hun svarede "Jeg har det fint" et halvt sekund for hurtigt. Du ville få hende til at sætte sig ned. Du ville stille hende det spørgsmål, som ingen har stillet hende i årevis.

Du har aldrig gjort det samme for dig selv. Ikke én eneste gang.

Der er masser af kærlighed i dit hjem. Du er bare aldrig den, der modtager den. Du deler den ud hele dagen, i madpakker, beskeder og i måden, du husker alles aftaler på. Og så lægger du dig til at sove om aftenen uden at få noget af den samme omsorg tilbage.

​Det er ikke et problem at være den, der giver. Problemet er at undvære selv. 🤍

Der findes et stille håb, som mange kvinder bærer på, men aldrig siger højt. Håbet om, at hvis hun bliver ved med at give så meget, vil nogen før eller siden lægge mærke til det, vende sig om og begynde at give noget tilbage.

Nogle gange sker det. Men det er aldrig nok til at fylde det tomrum, der er opstået gennem årevis, hvor du langsomt har tømt dig selv. For det, du mangler, er ikke kærlighed fra andre. Det er din egen kærlighed, rettet mod dig selv. Den ene retning, du aldrig har lært at rette den i.

Det er noget, du kan lære på femten minutter. Det kræver bare et trygt sted at begynde. 🤍